SOFTLINES stand på ORGATEC 2018 bliver et inspirerende studie i farver, former og rumfornemmelse. Rent arkitektonisk får standen i år tre åbne sider, men den vil blive opfattet som åben fra alle fire sider ved hjælp af spejlflader i udskæringerne på bagvæggen.
Fritstående vægge bliver placeret asymmetrisk og skaber udstillingsområder, der naturligt vil fange opmærksomheden. Baggrunden får en dybblå farve, der kombineret med en mørkegrå farve på det kileformede barområde vil danne en intim og elegant setting for den aktuelle farvepalet i pudder, natur og sivgrønne farver fra verdens førende stofleverandører.
Læg i år mærke til stoffernes spændende teksturer, der er med til at give møblerne en ekstra taktil dimension. Og oplev hvordan sammenhæng i materiale- og farvevalg kan fungere som en rød tråd mellem vidt forskellige møbeltyper, der ved siden af hinanden skaber en iøjefaldende og spændende effekt i indretningen, når de er i samme toner.